.

fest

Står du og mangler en tryllekunstner, hjælp med maden, balloner, bordpynt eller borde og stole, så behøver du fremover kun klikke på internetportalen www.fest.dk, som gik online denne sommer. Bag portalen står Thomas Fest fra Birkerød, som har lavet en forretning ud af sit efternavn.

Som første skridt på rejsen fik Thomas lavet en brugerundersøgelse. Det viste sig hurtigt at Thomas ikke var den eneste, der har stået i samme situation og været frustreret over at der ikke var et sted med et samlet overblik.

”På nettet kan du finde mange specialiserede sider, men på vores portal tænker vi bredere. Vi samler alt - stort som småt, lige meget om brugeren skal holde barnedåb, polterabend, bryllup, firmafest eller fødselsdag. Portalen er stadig ret ny, men tilbuddene vokser hele tiden,” fortæller Thomas Fest.

Som bruger kan du også oprette en gratis profil. Det giver den fordel, at du kan oprette og gemme favoritter samtidig med, at du kan skrive direkte til den enkelte leverandør.

”Når du er oprettet som bruger, kan du også vælge at oprette et produkt. Har du fx en maskine til at lave popcorn eller sluishice, som du alligevel kun bruger et par gange om året, kan du lave en annonce, så andre private direkte kan skrive til ejeren af maskinen og leje den. Det er moderne deleøkonomi,” siger Thomas Fest.

Sparring om salg

Men før der går fest i det hele, er der også brug for at generere salg og få gang i forretningen, derfor er Thomas netop startet i et sparringsforløb med Iværksætterkonsulent Jens Bøegh Cordsen fra Iværksætterhuset. Her har de især fokuseret på salgsstrategi og forretningsudvikling.

Jens Bøegh Cordsen har tidligere drevet et callcenter, og har derfor en del erfaring med telefonsalg og har sparret med både Thomas og salgschef Mads Ulrick Kristensen om, hvordan det bedst kan gribes an.

På sigt kunne Thomas Fest sagtens forestille sig at konceptet ikke kun blev afgrænset til Danmark:

”Det ville være oplagt at lave en ’copy-paste’ til andre lande,” som han siger.

Dog er Thomas opmærksom på, at den unge virksomhed først og fremmest skal gøre sig erfaringer med det danske marked, inden de satser på udlandet.

En simpel tanke

Idéen til portalen har altid været en drøm for Thomas:

”Jeg købte domænet i år 2000. På det tidspunkt arbejdede jeg med IT, men jeg har altid tænkt på, om jeg ikke kan bruge mit efternavn til noget forretningsmæssigt. Sidste sommer tog jeg så springet, og nu har vi brugt et lille år på at bygge portalen op.”

”Jeg er virkelig glad. Det er blevet en fest at gå på arbejde hver dag, og det er utroligt, så mange tilbud, der er, hvis man vil holde den perfekte fest. Opgaven for vores nye portal er, at gøre det nemt og overskueligt at finde de ting, man behøver. Det er egentlig en simpel tanke. Der er bare ingen, der har gjort det før. I hvert fald ikke i Danmark,” slutter Thomas Fest.