.

Little book about funding

Det er ikke ofte jeg møder en startup, der ikke lige kunne bruge nogle penge. Penge til at udvikle en prototype. Penge til at ansætte den medarbejder, der kan gøre hele forskellen for deres succes. Penge til at markedsføre deres nye produkt. Penge til at indtage nye markeder. Penge op og penge ned, penge vil de have – hvis de ingen penge får, så laver de ikke meget ballade = ingen vækst.

Så, de penge der, kan du lige hjælpe os med det? Spørger de. Mine egne lommer er tomme – offentligt ansat, du ved – men vi kigger på det og noget af det, vi først skal have afklaret, er:

  • Løser jeres ide/produkt et reelt problem på en ny måde?
  • Har I et solidt koncept for, hvordan jeres ide kan blive et unikt produkt?
  • Har I testet jeres koncept i jeres målgruppe?
  • Har I en prototype / MVP?
  • Har I et godt team, der kan udvikle jeres koncept til en god forretning?
  • Har I en stærk forretningsmodel for at kommercialisere jeres produkt?
  • Har I en strategi for hvordan jeres startup skal fungere med ekstern finansiering?
  • Ved I, hvor mange penge I er på udkig efter og hvor langt de kan bringe jer?
  • Kender I værdien af jeres startup – hvad er den pt. værd / hvad kan den blive værd?
  • Har I en ide om, hvad mulige investorer vil kræve for at gå ind jeres startup?
  • Er det overhovedet nødvendigt at få finansiering udefra lige nu?

Jeg kan godt afsløre, at denne snak ofte ender med, at der nok er en ting eller to, der skal på plads, inden de er klar til at se investorerne stålfast i øjnene. Måske er forretningsmodellen stadig lidt uklar og rigtig tit kunne der godt tales en del mere med markedet. Mange iværksættere tænker – ’vi har jo ikke noget produkt at vise endnu’ – men i første omgang er det heller ikke vigtigt, men det er konceptet til gengæld. Tænder jeres målgruppe på ideen, kan de lide konceptet, vil de købe det, hvis I havde produktet? Og hvordan værdiansætter man egentlig en startup, der ikke engang har tjent sin første krone endnu? Og hvis vi ikke kan rejse kapital – hvad kan vi så gøre, hvis vi ikke ser døden som en mulighed?

Der er så mange nye ting, man skal sætte sig ind i, når man som iværksætter skal rejse kapital for første gang, og der er rigtig meget på spil. Og der er jo ligesom travlt nok i forvejen – der er jo et produkt, der skal udvikles og uden det, er der jo faktisk slet ingenting.

Hvor dælen skal man starte og hvad gør man? Jo, du kan starte med at læse vores lille bog ’A little book about funding – from scratch!
Den er til dig og den er gratis og du kan downloade den lige her.

Bogen er skrevet i samarbejde med investorerne Mette Fløe Nielsen, Søren Starup-Jensen og Jesper Hart-Hansen. Vi har skrevet den til dig, så du er fri for at lave alle de samme fejl, som vi og de bliver præsenteret for hver uge af iværksættere, der har alt på spil og spiller et spil, der ofte handler om liv eller død.