.

Sådan beregner du moms

De fleste varer du køber igennem din virksomhed, vil være inkl. 25% moms, som vil indgå i dit momsregnskab som købsmoms. Det kaldes også for indgående moms. Den moms du lægger til din pris når du sælger en vare kaldes salgsmoms eller udgående moms. Når skal lave momsregnskab, modregner du købsmomsen og salgsmomsen, og det er det beløb du indberetter til Skat.

To eksempler på, hvordan man beregner moms

Mange iværksættere bliver helt forpustede ved tanken om at beregne moms, men det er heldigvis ikke så svært. Man skal bare have styr på to udregningsmetoder nemlig, hvordan man lægger momsen til og, hvordan man trækker momsen fra en vare eller ydelse.

Fra eksklusiv til inklusiv moms - sådan beregner du hvor meget moms du skal lægge på din vare

Hvis du endnu ikke har lagt moms oveni prisen på din solgte vare, er prisen eksklusiv moms. Hvis du eks. sælger et par sko til 500 kroner og skal beregne, hvor meget moms, du skal lægge til, så tager du prisen (de 500 kroner) og ganger den med 1,25 (500 kroner * 1,25), så får du prisen inklusiv moms (500 kroner * 1,25 = 625 kroner).

Fra inklusiv til eksklusiv moms – sådan beregner du hvor meget momsen udgør af en vare, der er opgivet inklusiv moms

Lad os så sige, at du allerede har solgt et par bukser til 1000 kroner inklusiv moms. Du vil nu gerne finde prisen eksklusiv moms. I det tilfælde tager prisen (1000 kroner) og ganger den med 0,80 (1000 kroner * 0,80), så får du prisen eksklusiv moms (1000 kroner * 0,80 = 800 kroner).