.

Influencer marketing – ikke bare blogger 2.0

Brugen af influncers er vokset i omfang og er i stigende grad blevet professionaliseret. Det er lang tid siden, at bloggeruniverset var så nyt, at din lykke var gjort, hvis du kunne få Pernille Teibæk til at drikke din juice. Det er et univers, som i dag består af bloggere, instagrammere, youtubere, mikroinfluencers, makroinfluencers og meget mere, og hvor du skal tænke dig om, for at det ikke er spild af tid og penge.

1. Hvad skal influencer kampagnen gøre for dig?

Før du kontakter en influencer, så overvej, hvad du vil med kampagnen. Skal den f.eks. alene skabe brand awareness eller skal den have call to action, f.eks. sign-ups til nyhedsbrev eller måske direkte salg. Denne forberedelse er ikke meget anderledes end ved alt andet marketing arbejde. Men et klart formål er ekstra vigtigt for, at du kan sikre en god forventningsafstemning med din influencer. Og så alle er enige om forudsætninger og mål.

2. Valg af og samarbejde med influencer

Når du kender dit formål, sætter jagten på den rigtige influencer ind. En del bureauer tilbyder efterhånden hjælp med dette, og det kan være en vej, hvis du ikke har mod på at finde matchet selv. Det vigtige er, at kriteriet ikke bliver: min fætters søster kender én, der… men at vedkommende har en profil, der oprigtigt matcher din virksomhed og produkt - Kampagnen skal opleves som en naturlig forlængelse af influencerens virke. En influencer vil som regel have en foretrukken kanal, som selvfølgelig skal matche din målgruppes aktivitet på sociale medier.

De mest succesfulde kampagner har det tilfælles, at influenceren i meget høj grad har været med til at definere kampagnens indhold og forløb. Influencerens speciale er jo, at han/hun har føling med sin målgruppe og hvordan tingene skal præsenteres for at følgerne har lyst til at følge med. Betragt influenceren som medskaber af din kampagne - ikke udelukkende som en kanal.

3. Autenticitet er hovedreglen

Når matchet mellem virksomhed og influencer er så afgørende, er det fordi følgerne er meget opmærksomme på autenticiteten. Følgerne er ikke i tvivl om, hvad der er reklame, men de er meget følsomme overfor, om de føler sig misbrugt. En god influencer vil kun vælge at samarbejde med virksomheder, hvor influencerens eget univers bliver beriget med kampagnen. Grænsen kan være hårfin.
Jeg spurgte forleden mit 11-årige, hvordan han oplever det: ”Det er helt vildt irriterende, når f.eks. en youtuber pludselig reklamerer for et eller åndssvagt, der slet ikke har noget at gøre med dét han ellers laver. Men det er helt ok, hvis det hænger sammen med hans område, så kan det faktisk være meget fedt.” Han ved godt, at nogen forsøger at sælge ham noget – men når det er værdifuldt i sig selv, er det helt i orden.

Læs mere på nettet

En hurtig google giver dig et væld af links, og det er et godt sted at starte, hvis du overvejer at gå i gang. Du kan f.eks. kigge på Marketcommunity, hvor der også er eksempler på effektive kampagner.

Du kan også holde øje med HIP Iværksætterhusets hjemmeside, for vi har nemlig en workshop om influencer marketing i støbeskeen. Så hold øje med workshopkalenderen.