.

Underfundig

Hvem er det… der vil have os til at drikke mjød igen? To kvinder, som har det til fælles, at de begge har droppet en ellers pænt udlagt erhvervskarriere for at hellige sig deres passion.

Kirsten Rohde Jensen er tidligere juridisk chef i Nationalbanken og Annemarie Hartvig Jensen arbejdede i 17 år på Novo Nordisk med at udvikle lægemidler. De driver virksomheden ”Underfundig”, hvor de vil løfte den gyldne drik til et helt nyt gastronomisk niveau.

”Vi er gået sammen om at lave mjød, fordi vi synes, at mjøden er blevet uretfærdigt glemt. En underfundig, charmerende drik, som med et moderne touch kan serveres i stedet for både champagne og sauternes, som aperitif og cocktail.”

Produktet er bæredygtigt. Æbler og honning kommer fra Møn, blandt andet fra Kirstens gård, Rytzebækgaard, og æblerne er selvfølgelig økologiske.

”Vi har haft en af Københavns bedste sommelier med inde over, og når vi har valgt at hælde den på vinflasker, er det ikke nogen tilfældighed. For Underfundig er en vinoplevelse. Akkurat som en god vin har den et væld af smagsnuancer. Æbler, sommer, honning, rene kilder, humle, glæde og krydderier.”

Sparring med Iværksætterhuset

Underfundig er i forløb hos Iværksætterhusets konsulent Jens Bøegh Cordsen, hvor de er ved at sammensætte et Advisory Board, forløberen for en bestyrelse, og få overblik over salgsprocesser, budgettering og eksportmuligheder. Ud over Danmark har der allerede været henvendelser fra bl.a. Norge og Sverige, hvor der har været stor interesse for Kirstens og Annemaries produkter.

Læs mere om Underfundig her