.

1. september er momsfrist for ca. 450.000 virksomheder. Blandt dem er der ca. 50.000 nystartede.

Både for nystartede og mere etablerede iværksætter kan det være lidt af en jungle at finde rundt i, hvad man skal indberette, og hvordan?

Her får du tre nemme trin til at komme godt igennem og nå i mål med momsindberetningen.

  1. Frister og tal:

Som nystartet virksomhed skal du momsafregne en gang i kvartalet. Når et kvartal er slut, har du 2 måneder og 1 dag til at indberette og betale moms. Eksempelvis skal du afregne momsen for 2. kvartal (april, maj og juni) d. 1. september. Du kan læse mere om frister hos Skat her.

Når du har fået styr på dine frister, skal du finde tallene. Du skal bruge tallene for din salgs- og købsmoms. Dem finder du i din bogføring. Salgsmoms er den moms, du har lagt oven i prisen, når du har solgt varer eller ydelser i virksomheden. Købsmoms er den moms, du selv har betalt af varer eller ydelser, du har købt i virksomheden.

  1. Indberet momsen:

Når du har fundet de rigtige tal skal du indberette dem til Skattestyrelsen. Du indberetter ved at logge på Skat og "tast selv erhverv". Find den rigtige periode og udfyld felterne med købs og salgsmoms. De er markeret med en rød stjerne. Når du har indberettet får du en kvittering, hvor du kan se, hvor meget du skal betale.

Se videoen med en nem guide til momsindberetning her.

  1. Betal moms

Hvis du i et kvartal har haft mere salgsmoms end købsmoms, så skal du betale moms. Har du omvendt haft mere købsmoms end salgsmoms, får du moms tilbage.

Når du skal betale moms, skal du være opmærksom på betalingsfristen. Du skal betale senest til fristen, men tidligst 5 hverdage før.

Hvis du skal have moms tilbage, bliver pengene normalt udbetalt til din virksomheds NemKonto inden 21 dage efter din indberetning.

Læs mere om momsbetaling her.

Få overblik og gode råd på SKAT.dk.