.

At blive mor kan være både fantastisk og magisk lige såvel, som det kan være isolerende og skabe en dyb kløft mellem oplevelsen af den kvinde man var engang, og den kvinde moderskabet gør en til. Dette livskift finder for mange kvinder sted, samtidig med at man etablerer sig som familie i et nyt lokalområde. Den historie var startskuddet til Momunity for Sara og Sine. Som tilflyttere til Egedal kommune mødte de hinanden i en mødregruppe. De var havnet i en gruppe bestående udelukkende af tilflyttere, og alle havde de samme oplevelse af, at det kunne være virkelig svært at finde netværk i en ny by. Som Sine forklarer:

”Vi havde ofte oplevelsen af, at alle andre kender hinanden, og jeg står selv udenfor, og at det er en rigtig svær tærskel at overskride. For hvordan kommer man fra en hilsen i institutionens garderobe til; ”Skal vi drikke en kop kaffe en dag..?” Mange når aldrig så langt. Vi fandt ud af, at vi langt fra var alene med den oplevelse og behov for nyt netværk og det blev startskuddet til Momunity, som er et lokalt mødrenetværk, der hjælpre de sociale relationer på vej.”

Som sagt så gjort, og i december 2018 åbnede Sine og Sara ”Momunity.dk”. På to døgn var vi 500 kvinder i vores gruppe, på en måned nåede vi 1000.

Momunity

”Vi havde både lyst til at skabe netværk, men vi havde også en trang til at lade lokalmiljøet mærke, hvad man kan give igen, når man samler så mange kvinder.” forklarer Sine.

Hermed opstod ideen om ”De Små Besøgsvenner”, som er ugentlige babybesøg på det lokale plejehjem, og der er en del andre sociale tiltag i støbeskeen, som har til formål at knytte bånd imellem forskellige samfundsgrupper i lokalområdet. Samtidig ville vi gerne støtte det lokale forretningsliv, og opfordrede til det ved at lave samarbejdsaftaler om 10% i rabat til momunity-medlemmer hos lokale erhvervsdrivende. Det medførte, at vi allerede i januar 2019 blot en måned efter vi startede netværket, var blevet nomineret til kommunens erhvervspris. Det var uventet, men gav os blod på tanden i forhold til at videre udvikle konceptet. Det var i den forbindelse, at vi fik kontakt til forretningsudvikler Vivi Kowalczyk fra Erhvervshus Hovedstaden. Vi kunne se, at der var meget vi skulle nå at lære, hvis vi skulle gå videre med ideen som en virksomhed. Sara fortæller:

”Der var flere byer som viste interesse for konceptet, og vi brænder for at støtte kvinder til at styrke deres netværk, men også til at starte egen virksomhed. Og hvis Momunity kunne hjælpe dem i gang, ville det være fantastisk for alle parter”.

Det førte til at netværket blev etableret i nabokommunen, så en kommune til., og en til…... I dag når 10 momunities ud til ca. 80 byer og flere tusind kvinder.

”Vi har en målsætning om at ingen kvinder skal føle sig alene i moderskabet. Og vi kan SÅ meget når vi står sammen. Moms are the bombs!” Siger Sine.

Sine har sagt sit socialrådgiverjob op, og arbejder nu som doula (fødselshjælper) ved siden af Momunity, og Sara er gået på deltid på sit job som kontormanager i København. Som ”cheferne for det hele” er der meget at lære, og derfor er det værdifuldt, at der er hjælp at hente, når det kommer til at drive en virksomhed. Learning by doing har været metoden hidtil, men nu hvor der vækstes så kraftigt, er der visse ting, som vi har brug for sparring til og her har vi stor glæde af den sparring vi kan få gennem Vivi Kowalczyk fra Erhvervshus Hovedstaden.

Kunne du også tænke dig personlig sparring, så skal du blot finde den forretningsudvikler, som er tilknyttet din kommune på kortet her på linket og booke en 1 : 1 sparring.